Besøg den unikke kunstudstilling Havet / Imaq, når den lægger vejen forbi Spinderihallerne i Vejle fra 22. juni til 10. juli 2023. Der er fernisering d. 21. juni kl. 17, hvor alle er velkomne.
Til udstillingen Havet/Imaq har NUKIGA spurgt en række grønlandske kunstnere om at fortolke havet som tema i deres kunst. Udstillingen tager form af en vandreudstilling, der vises i Danmark, Grønland og Island med fernisering i Vejle på Grønlands nationaldag d. 21. juni 2023.
Med udstillingen ønsker NUKIGA at give et billede af, hvad moderne grønlandske kunst er og vise den alsidighed, der er på den grønlandske kunstscene. Det er samtidig ambitionen at bidrage til at give grønlandske kunstnere bedre adgang til det danske kunstmarked.