Om udstillingen
Til udstillingen Havet/Imaq har NUKIGA spurgt en række grønlandske kunstnere om at fortolke havet som tema i deres kunst. Udstillingen tager form af en vandreudstilling, der vises i Danmark, Grønland og Island med fernisering i Vejle på Grønlands nationaldag d. 21. juni 2023.
Læs mere om alle kunstnerne her
Udstillingen rummer en stor mangfoldighed både i forhold til, hvordan kunstnerne har forholdt sig til temaet og i selve deres udtryksform. De mange kunstnere arbejder i så forskellige medier som skulptur, foto, maleri og grafik. Nogle forholder sig til havets rolle i et grønlandsk fangersamfund og trækker på myter og sagn fra grønlandsk kultur, mens andre forholder sig til identitetsspørgsmål, klimaforandringerne eller storpolitik.
Med udstillingen ønsker NUKIGA at give et billede af, hvad moderne grønlandske kunst er og vise den alsidighed, der er på den grønlandske kunstscene. Det er samtidig ambitionen at bidrage til at give grønlandske kunstnere bedre adgang til det danske kunstmarked.
Pressemeddelelse: læs hele pressemeddelelsen her
Kalender
Efter ferniseringen i Vejle i juni skal udstillingen blandt andet videre til Tivoli i København i august, Rådhuset i Aarhus senere i august, Katuaq i Nuuk til september, Reykjavik i oktober, Odense i november og det gamle rådhus i Aalborg i december.
Kunstudstillingen kommer muligvis forbi andre danske byer samt Færøerne i 2023 og 2024.
Kalender: Se vores kalender her for at finde datoer for en by nær dig. Den opdateres løbende.
Naja Abelsen og mange andre kunstnere udstiller på Kunstudstillingen Havet / Imaq
Undervisningsmateriale / besøg på udstillingen med børn
NUKIGA har skabt dette materiale, der kan downloades gratis.
Målgruppen for materialet er ca. 4.-7. klasse, men kan også bruges af en familie på udflugt, som inspiration til at tale med børnene om kunstværkerne.
TEMA: HAVET
Havet forener os og adskiller os. Havet giver liv og tager liv.
Havet har altid haft stor betydning for os mennesker. Grønland er omgivet af hav, og havet spiller en vigtig rolle for inuit, som altid har levet af havet. Havet har haft afgørende betydning for, at mennesket har kunnet rejse lange distancer. Søvejen er stadig den dag i dag en af de fortrukne veje, når man besøger hinanden i Grønland. Skibsfragt og fiskeri er også stadig afgørende for det grønlandske samfund, både nationalt og internationalt.
De dybeste steder på havets bund er et af de få områder på jorden, vi stadig mangler at udforske. Havet adskiller kontinenter og lande, men er også bindeleddet mellem dem. Det er forbundet med storpolitik og magtkampe. Havet er også et sårbart økosystem, der påvirkes af menneskets levevis. Isen smelter, og verdenshavene stiger. Det påvirker livet overalt på kloden.
Havet er altid blevet opfattet som et mystisk og dragende sted, og mange myter og sagn har havet som omdrejningspunkt. Myten om Havets Moder er et af de mest kendte og elskede grønlandske sagn. Havet er et rum for drømme og fantasier og drager os i al sin mystik.
Havet er på én og samme tid en konkret virkelighed, et levebrød, et bindeled, men samtidig et mystisk ingenmandsland knyttet til det mytiske. Havet er frihed til at kunne rejse ud, havet giver os føde – men havet kan også være en begrænsning og et skræmmende sted. Et sted ikke alle kommer hjem fra.
Aka Høegh om litografiet ‘Påvirkning’
Det her billede kalder jeg ’Påvirkning’ på dansk, på grønlandsk Sunnertinneq. Det handler om at blive påvirket af naturen, fordi naturen har reddet mig mange gange, når jeg har været langt nede, eller hvis der er et eller andet, der ikke er, som det skal være, så går jeg ud i naturen. Og når jeg går derud, så forsvinder alting. Naturen har reddet mig fra mangt og meget.
Billedet viser universet, og hvordan man om vinteren kigger mod stjernerne om natten og ser nordlys. Især når der er fuldmåne, hvordan fuldmånen påvirker ens sind og gør én gladere på en eller anden måde. Det er spændende at gå og kigge om natten. Billedet viser både nat og dag. For jeg er meget i naturen, som alle mine landsmænd er.
Vi sejler meget, og jeg sejler både meget alene og sammen med andre. Billedet viser havet. Det er hele universet, der er her. Nunami silaannarmi – landet og luften og hvor meget det betyder for os, hvert menneske, at vi har den store natur, der hjælper os med alt.
Den grønlandske kunstner Aka Høeghs har skabt dette litografi specifikt til kunstudstillingen ‘Havet/Imaq’.
Se hele videoen, hvor den grønlandske kunstner Aka Høegh taler om sit arbejde med at skabe litografier til Kunstudstillingen Havet/Imaq og sit forhold til naturen. Trykker Niels Peitersen taler om processen med at trykke litografier.
Tak til vores sponsorer og samarbejdspartnere
Tak til alle, der har hjulpet med at få kunstudstillingen på benene.*
*Ud over viste, også en tak til Kvann Kompagniet for snacks til ferniseringen.